’Et smukt smykke fanger øjet og giver dig lyst til at kigge nærmere. Det er et lille stykke godt håndværk, som vækker glæde’
Fortæl lidt om dig selv
Jeg hedder Ditte Stepnicka, og jeg er uddannet guldsmed. Siden 2004 har jeg haft mit eget smykkefirma, som hedder Stepnicka og ligger på Vesterbro i København. Jeg designer og laver alle smykker selv, og mine smykker bliver solgt i hele verden.
Hvorfor valgte du at deltage i konkurrencen?
Hvem vil ikke gerne designe et smykke til ære for Hendes Majestæt?! Det lød som en spændende opgave at lave et smykke, som skal opfylde flere funktioner, og hvor jeg både skal tænke kommercielt og nyt.
Læs om Decoupage Blomst
Hvad har været inspirationen til dit smykkedesign?
Hendes Majestæt er et kreativt menneske ligesom mig, og derfor blev hendes kreative åre et naturligt udgangspunkt for mit design. Selv om Hendes Majestæt er født ind i den kongelige familie, har hun ikke lagt sine personlige interesser på hylden. To af Hendes Majestæts interesser er blomster og decoupage (dekoration med udklippet papir), og jeg har valgt at kombinere dem i smykket “Decoupage Blomst”. Smykket er opbygget på samme måde, som når man arbejder med decoupage, hvor forskellige elementer sættes sammen til en enhed.
Hvordan var designprocessen?
Jeg begyndte idéfasen med papir og blyant, og da jeg havde besluttet mig for smykkets grundform, opbyggede jeg blomsten i modeller af kobber. Som noget nyt arbejdede jeg videre på smykkets detaljer og udseende i et 3D-program, med hjælp og input fra min mand som er industriel designer.
Hvem eller hvad inspirerer dig mest i dit arbejde?
Mine omgivelser. De indtryk, jeg får, når jeg læser, lytter og ser mig omkring. Mine kunder inspirerer mig også, for jeg bliver glad, når de bærer mine smykker. Designere som Britt Sisseck, Angela Hübel og Ulla og Martin Kaufmann inspirerer mig på hver deres måde. Og så må jeg ikke glemme min mor, som præsenterede mig for idéen om at gå i lære som guldsmed.
Til slut: Hvad repræsenterer Georg Jensen for dig?
Georg Jensen repræsenterer dansk design og godt håndværk. De fører den skandinaviske designtradition videre, og med denne konkurrence viser de nysgerrighed og lyst til fornyelse.