Når du køber et Georg Jensen-produkt, er det en investering i et design, der vil blive værdsat i generationer. For at sikre at dine Georg Jensen ure og smykker holder sig godt, er det vigtigt, at de plejes og opbevares på den rigtige måde. Derfor har vi lavet denne guide.
Pleje og opbevaring af dine Georg Jensen smykker
Med den rette pleje og opbevaring kan dine Georg Jensen smykker holde sig pæne i generationer. For at sikre, at dine smykker holder længe, anbefaler vi følgende:
- Undgå at have smykker på på stranden, i swimmingpoolen, eller når du dyrker sport for at undgå slag og ridser. Du bør også undgå at bruge dine smykker, når du gør rent eller er på havearbejde.
- Husk at tage smykkerne af, før du går i seng, når du tager bad eller vasker hænder.
- Undgå at smykkerne kommer i kontakt med kosmetik, hårspray, cremer og parfume.
- Beskyt smykkerne mod hårde og grove/slibende overflader. Selv en diamant kan få slået en flig af, hvis den rammes med kraft nok eller i den forkerte vinkel.
- Undersøg smykkerne for løse fatninger, led og samlinger, før du tager dem på.
- Vi anbefaler, at du får en professionel guldsmed til at kontrollere diamantindfatningerne en gang om året – især på ringe.
- Smykker kan blive ridset, når de kommer i kontakt med hinanden. Vi anbefaler, at smykker opbevares individuelt i Georg Jensen-æsken eller en anden foret æske eller smykkepose.
STERLINGSØLV
Sterlingsølv bliver misfarvet over tid og bør pudses jævnligt med en blød imprægneret pudseklud. Vi anbefaler ikke, at du anvender ikke sølvpudsemiddel til at pudse dine smykker. Det kan give en øjeblikkelig blank effekt, men også korrodere overfladen, hvilket hurtigere vil give misfarvninger og over tid ødelægge smykket.
Sølvsmykker, der bruges regelmæssigt, har typisk brug for mindre pleje, så vi opfordrer til, at du bruger og nyder smykkerne hver dag.
Nogle af vores smykker har en oxideret finish. Denne finish er bevidst og gør, at kroge og sprækker i designet får en sort overflade, som får detaljerne til at træde tydeligere frem. Oxideringen kan forsvinde, hvis smykkerne vaskes og pudses for meget.
GULD OG PLATIN
Guld- og platinsmykker skal pudses med blødt vaskeskind.
Alle Georg Jensens smykker i hvidguld er belagt med rhodium for at gøre guldlegeringen hvid. Rhodium-belægningen vil blive slidt af på et tidspunkt – men hvor lang tid det tager, afhænger af smykket og den enkelte person, samt hvor længe og hvor ofte smykket bliver brugt. Det er muligt at få rhodium-belagt dit smykke påny.
DIAMANTER
Diamanter tiltrækker fedt og olie, og snavs gør, at diamanten kan blive mat og farveløs at se på. Smykker med diamanter kan renses med en blød tandbørste og varmt sæbevand. Herefter skylles de grundigt med varmt vand og tørres til sidst af med en blød klud.
ÆDELSTEN
Smykker med ædelsten bør renses med lunkent sæbevand og børstes nænsomt, før de aftørres med en blød klud.
PERLER
Smykker med perler rengøres bedst med en blød, fugtig klud.
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at få dine Georg Jensen-smykker eller ure fra tjekket af en professionel guldsmed eller urmager, kan du kontakte din nærmeste Georg Jensen-forretning, som vil kunne hjælpe dig.
Pleje og opbevaring af dit Georg Jensen ur
For at passe bedst muligt på dit Georg Jensen ur, har vi sammensat nedenstående guide til dig.
Vand:
- Ure, der kan tåle et tryk på 3-5 ATM: Selvom urene er vandtætte, bør de ikke nedsænkes unødigt i vand. Hvis dit ur bliver vådt, skal det duppes tørt med en blød klud.
- Ure, der kan tåle et tryk på 10-20 ATM: Disse ure kan tåle at være nedsænkede i vand, hvis kronen er forsvarligt lukket. Før du bruger uret i vand, skal du altid sikre dig, at kronen er forsvarligt lukket. Det vil sige trykket helt ind og skruet på plads.
- Hvis uret har været nedsænket i saltvand eller klorvand, skal det skylles med varmt ferskvand og duppes tørt.
- Kronen og kronografen må aldrig betjenes under vand.
Magnetisme:
- Undgå tæt kontakt med objekter med et stærkt magnetfelt, som fx røntgenmaskiner, smartphones, køleskabe, hi-fi-højttalere osv.
Temperaturskift:
- Undgå at udsætte dit ur for ekstreme temperaturer (højere end 60 ˚C og lavere end 0 ˚C). Undgå også pludselige temperaturskift.
Stød:
- Undgå at udsætte uret for ekstreme stød eller slag – det kan beskadige urværket, krystallet eller urkassen.
- Overvej, om du skal tage uret af, når du dyrker sport som fx golf eller tennis, så du undgår at tabe det.
Rengøring:
- Hold uret rent og fri for støv, snavs osv.
- Urkassen kan rengøres med en blød klud og sæbevand, og lænken kan rengøres med en blød børste. Dup uret tørt med en blød klud, og puds det med en fnugfri pudseklud, så uret bliver flot og blankt.
- Læderremme kan rengøres med en fugtig klud eller børstes med en blød børste.
Kemikalier:
- Undgå kontakt med kemikalier som fx parfume, opløsningsmidler, vaskemidler, klorvand og kosmetik – det kan beskadige pakningerne og erodere metallet.
Læderremme:
- Undgå kontakt med fedtholdige produkter som fx kosmetik, opløsningsmidler og vaskemidler – de kan blive absorberet af læderet.
- Undgå kontakt med vand eller høj luftfugtighed – det kan misfarve remmen og forkorte dens holdbarhed.
- Undgå ekstreme varmekilder samt langvarig solpåvirkning.
Hvis du vil læse mere om garantien, og hvordan du bedst plejer dit Georg Jensen-ur, kan du klikke dig hen til vores Georg Jensen urmanual.